GRÆM DIG ALDRIG
Interview med Mai-Britt Schultz, – scenograf, forfatter, illustrator, foredragsholder, underviser, kunstmaler….
Græm dig aldrig, – thi det svier;
Ulven griner ad din vee
Spar ey heller, så du gnier,
Thi deraf vil arving le.
Ulven ser dig helst i nøden,
Arving ønsker dig kun døden;
Vær da vel til mode,
Gør dig selv til gode,
Lev og le dem begge ud
-skriver Ambrosius Stub, der levede fra 1705 til 1758.
Han skrev det, mens han boede på Tåsinge …
På én eller anden måde passer denne sætning fantastisk god på den kvinde, jeg i gråvejr skrumlede det halve af Danmark igennem for at møde, hin dystre eftermiddag i begyndelsen af marts. Sjovt nok er hun også formand for Ambrosius Stub selskabet!!
Hendes hjemmeside har allerede givet mig en forudanende fornemmelse af et renæssance menneske, og det er da osse det jeg møder, – med blomster i det røde hår, da jeg bliver hentet fra bussen og i en lille rød bil fragtet hjem til mejeriet.
Her har Mai-Britt () sin bolig i det tidligere Kragekær Mejeri på Tåsinge sammen med smukke katte og hendes gode ven, teaterteknikeren Palle Berg.
Det første vi gør, er at sætte os til bords over en dampende madtærte og en duftende himmelsk rødbedesalat med bønner. ”Hernede går det altid bedst, hvis man spiser () til møderne, så ofte har jeg kage med til kaffen” griner Mai-Britt, og skærer mig en ordentlig luns tærte. Det smager skønt, og langsomt falder jeg til ro efter togturen, mens mit øje søger udover markens sneklædte horisont. AHHH. Her må være dejligt at bo, tænker jeg.
Efter maden viser Mai-Britt rundt, – et arbejdsværelse med råt betonloft, stor brændeovn, udstoppede fugle, akvareller af store herregårde og mærkelige figurer, mest af alt ligner det en krydsning mellem Rembrandts atelier og et alkymistisk laboratorium, – hvis det ikke lige var for den velfungerende computer der står og summer i et hjørne, – med webcam og det hele.
Dette er arnestedet, hvor den heftige aktivitet med alle Mai-Britts kunder og medsammensvorne kommunikeres, – nye ideer fødes og den ene efter den anden fantastiske akvarel fyger over bordet. Et sandt laboratorium for allehånde ideer.
Efter besøget i værkstedet ledes jeg ind i den store tegnesal, med lyse døre i hver side lige ud til haven og markerne og et imponerende buet træloft. ”Da vi var ude, at se på huset første gang i 1996 og jeg så denne sal.” siger Mai-Britt – ”så kunne jeg lige pludselig ikke bære, at der var andre der skulle købe huset! Her kunne vi lave teater, undervise og gøre alt det vi havde lyst til.”
I dag er salen er faktisk, – udover at være tegnesal, også indrettet til teater, tilføjer Mai-Britt, – med flyvepunkter, teknikrum og det hele !
Vel oppe i stuen igen synker vi ned i de bløde stole, og der bliver skænket the og serveret drømmekage, inden Mai-Britt begynder på at fortælle om den lange og fantastiske vej til, hvor hun står i dag.
Det hele startede med Danmarks Designskole, der dengang hed Skolen for Brugskunst, hvor jeg blev uddannet beklædningsformgiver og scenograf () i 1988.
Efter dette fulgte en proces (), der var fuld af store drømme om at blive Production Designer, og en hverdag hvor jobsene ikke rigtig blev til noget, fordi jeg () manglede det netværk jeg havde, før jeg kom på skolen(). Det var bare ikke et sted, hvor man prioriterede netværk, og det sved til alle os, der blev uddannet i de år på skolen. Efter et stykke tid tog jeg på Langelands Kunsthøjskole (), fordi jeg ville fordybe mig i Kunst, og det var skønne 4 måneder (). Tænk, fra morgen til aften, at arbejde med kunst og få al mad serveret!!!
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at arbejde på Textilsamlingen i Brede, med at registrere alle de historiske textiler, bl.a. ved at tegne dem til samlingen. Det var et sjovt job, som jeg havde et år, og samtidig begyndte jeg at undervise både på sommer og () de lange kurser på Langelands Kunsthøjskole i akvarel og croquis. Pludselig en dag ringede Svendborg Kunstskole og spurgte, om jeg ikke ville have et fuldtidsjob (), så jeg flyttede til Svendborg (), hvor jeg arbejdede som underviser i et par år. I 1993 solgte jeg min lejlighed i København, overbevist om, at jeg nu var blevet endelig udvandrer, – alt gik godt i Svendborg, jeg havde fuldtidsarbejde og lejlighed ned til havnen. Så fik skolen ny ledelse, og vi blev meget uvenner. Så var gode råd dyre. Heldigvis blev jeg ringet op af instruktøren og børnebogsforfatteren Josefine
Ottesen, – og spurgt, om jeg ville lave et kæmpe egnsteaterstykke i Svendborg. Det blev en stor succes, og var starten på et langt samarbejde med Josefine, hvor vi sammen lavede adskillige bog og teaterprojekter. Det blev bl.a. til billedbogen ” Den lille ridder” og 5 bøger om Roselil, der er en rosenfe. Denne serie blev et børnebogskulthit, og der er stadig børn der klæder sig ud som Rosenfeen Roselil til fastelavn!
Sammen med Josefine lavede jeg også projektet ”Teaterkunst i Skolen”, hvor 10 folkeskoler blev sat til at opføre samme teaterstykke, over fortællingen ”Fjeren og rosen” som Josefine havde skrevet. Ideen var, at skolerne skulle møde den professionelle teaterverden, og arbejde med den, – lidt ligesom huskunstnerordningen, – vi fandt bare på det i 1995!
I 1996 købte jeg og Palle så Kragekær Mejeri for en slik, og gik i gang med at sætte det i stand. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at bo så langt uden på landet, men allerede i 1996 var jeg blevet så offentlig en person i Svendborg og omegn, at det faktisk var helt rart at kunne trække sig tilbage og være anonym.
Der ER mange fordele ved at bo herude på landet. Da jeg boede i København var der kun 2 årstider: Den våde ( der var ubehagelig våd) og den støvede (der var ubehagelig støvet)!Her er 4 årstider og hver lille ny blomst tæller. Hvem fra byen ved f.eks. at pilens grene bliver hvide om foråret inden træet springer ud, og at jorden hernede faktisk ER blå, sådan som Fynbomalerne har gengivet den?
Her i provinsen () bliver man en slags institution, hvis man gider at involvere sig, som kunstner i lokalsamfundet. Det betyder, at jeg stort set kan få det meste igennem af projekter jeg tager initiativ til : jeg tror 90 % af mit arbejde består af at snakke med diverse mennesker, når jeg har fået en ide, 5 % er at få ideen og 5 % at udføre den.
Herned får man job ved at snakke! Og snakke! Og snakke! ( spise kage *GGGG*)
Jeg er altid på jagt efter om året har et tema, om der skal holdes et stort byjubilæum eller lignende. Så tænker jeg f.eks : Ok! 2006 er renæssance-år, hvad ville jeg synes var sjovt at lave i den forbindelse? Og så skaber jeg et projekt. Sådan er de sidste 10 år stort set gået, udover at jeg naturligvis også har undervist bl.a. på mange højskoler Ollerup, Ryslinge, Båring osv. undervist () i mit eget atelier og lavet i hobevis af illustationsopgaver for Fyens Amts Avis ( serier om fyrtårne, herregårde og kirker m.m.)
I år 2003 havde Svendborg 750 års købstadsjubilæum. Jeg er meget interesseret i ()historie og fandt på, at det kunne være sjovt at lave en historiebog om Svendborgs historie, – fortalt for børn. Så lavede jeg et projekt der hed ” Byens historie til Byens Børn”. Det var enormt interessant at dykke ned i historien på den måde, og jeg både skrev og illustrerede den(). Det blev en vældig succes, ()alle børn i byen fik hver ét eksemplar,. Udover det solgte den ca. 2000 stk. Jeg plejer at sige, at jeg solgte bedre 1. dag end Peter Høeg gjorde ()! Efter dette har jeg holdt masser af foredrag om Svendborgs historie, men osse om en masse andre ting : ”Kunsten at få en god ide”, ”Hvad er god kunst” ( et foredrag til bla. kunstforeningerne), og så om én af mine store passioner : Fynbomalerne.
I det hele taget virker det, her på denne sene eftermiddag, hvor mørket langsomt kommer krybende, og katten skutter sig i vindueskarmen, som om at jeg har mødt en kvinde, der virkelig ved hvordan man går efter sin passion, som brænder som en fyrig pekingeser med ild i begge ender, og som har overblik og forretningssans nok til at finde ud af, hvordan man gør et virke ud af det….
– hun sidder der og lyser i den mørke stue, – gør hun sgu!
Jeg mander mig op, da hun pludselig siger at klokken er 16.30, – jeg må hjem, forlade denne tidsmaskine af projekter og drømme og spændende historier..
Mens jeg tager overtøj på, fortæller hun om sin politiske karriere i det radikale venstre, og om at være lige ved at blive valgt ind i byrådet!( der manglede kun 63 stemmer, så var hun blevet valgt ind) – og jeg kløjs i det sidste af min the!
Jeg pakker min blok, og vi kører af sted i det sidste af det grå dagslys i hendes lille røde bil. Lige inden bussen kommer og trækker mig ud i virkeligheden, siger Mai-Britt med et lille listigt smil : ”og så har jeg jo slet ikke fortalt dig om den 300 siders fantasy- roman om krigens væsen, som jeg næste er færdig med !”
Det sortner for mit blik!
– men der skal jo også være noget at interviewe hende om, næste gang jeg kommer….!